lørdag den 12. oktober 2013

Ved I, hvad dysleksi er?

Som jeg har skrevet i min beskrivelse af, hvad man kommer til at læse om i denne blog, så er det bl.a. dysleksi. Jeg uddanner læsevejledere og ordblinde-/dysleksilærere og laver skoleudvikling med særligt henblik på interventionstiltag for elever med dyslektiske vanskeligheder. 

Men ved I overhovedet, hvad dysleksi er?
Høj begavelse, balanceproblemer, hypermobile led, kreativitet, synsvanskeligheder osv.
Internettet flyder over af talrige bud på, hvad der er årsag til dysleksi, og hvordan dysleksi kan behandles.
Ingen af ovenstående bud har noget med dysleksi at gøre. Selvfølgelig findes der dyslektikere med særligt høj begavelse, dyslektikere med balanceproblemer, dyslektikere med hypermobile led osv., ligesom der findes normale læsere med høj begavelse, balanceproblemer, hypermobilet osv.

Næ – dysleksi er markante vanskeligheder med at lære at bruge skriftens lydprincip (Lyon et al., 2003; Elbro, 2007), altså vanskeligheder med at koble bogstav og lyd i læsning og vanskeligheder med at koble lyd og bogstav i stavning. Det er den tekniske side af det at læse og skrive, som volder dyslektikere vanskeligheder. Disse tekniske vanskeligheder kan desværre føre til mere funktionelle og forståelsesmæssige vanskeligheder, hvis ikke personen med dysleksi får læst og skrevet i samme omfang, som andre mennesker gør i løbet af deres normale skriftsproglige udvikling. Dysleksi er således en alvorlig funktionsnedsættelse, som kan være meget handicappende, og som ikke bare forsvinder ved at spise en fiskeoliepille, høre høje toner, kravle 800 meter hver dag eller hvad man nu ser af interessante forslag til kurering af dysleksi på internettet.

Dysleksi er som at cykle i modvind eller at gå med en sten i skoen. Modvinden kan være virkelig hård, men blive mildere af god sproglig stimulering og den rette skriftsproglige undervisning. Og den store sten i skoen kan blive mindre af tidligt at få tildelt læse- og skriveteknologi, så man ikke misser al den faglige viden, som andre tilegner sig gennem læsning.


Ud over talrige underlødige sider om dysleksi, findes der heldigvis også talrige helt fantastiske resurser om dysleksi på internettet, både nationale og internationale. Tjek fx kunstneren Gudrun Hasles udfordrende og spændende vinkler på det, at være dyslektiker http://gudrunhasle.dk/

1 kommentar:

  1. Ja og ud over de talrige bud på hvad dysleksi er - så er der lige så mange quick fix-tilbud hvor kvaksalvere kan "kurere" dysleksi via særlige metoder - lige fra kostomlæsning til særlige koncentrationsprogrammer. Jeg får hver uge forældrehenvendelser der spørger ind til disse selvrosende hjemmeside-tilbud, der alle påstår at de er underbyggede og nogle ovenikøbet evidensbaserede :o( Så vi kan ikke få nok af information om hvad dysleksi så rent faktisk er og hvad der rent faktisk er belæg for at iværksætte af indsats. Så tak for det Trine :o)

    SvarSlet